< Tilbage

Nyt NYT med Nyt navn09-09-2020 - 14:29

Læs om vores nye navn i det nye NYT 

 

Nyt navn

Måske har du allerede hørt en lille fugl synge om et navneskifte. Vi vil nu løfte sløret og stolt fortælle, at vi skifter navn til BoviCura.
Kalven i logoet er bevaret – ligesom alt andet i firmaet er det samme.

Hvorfor nu det?
Det gamle og kendte navn er meget langt og bliver ofte brugt i forskellige udgaver. Udover det lidt besværlige gamle navn, er en større del af vores kunder placeret udenfor Himmerland. Vi synes derfor, at det er på tide, at skifte til et mere mundret og retvisende navn.

Hvad betyder BoviCura?
Bovi er du sikkert stødt på tidligere, da det betyder Kvæg på latin. Cura stammer også fra det latinske og kan oversættes til ”At passe på”.

Kig ind på www.bovicura.dk og se mere om alle de kurser, vi afholder i efterår og vinter.
 
 

Filmproduktion
I samarbejde med flere af vores leverandører har vi hen over sommeren lavet en profilfilm. Filmen handler om, hvad vi som kvægdyrlæger tilbyder og om vores dagligdag i besætningerne.

Filmen blev optaget en dejlig varm sommerdag hos Thomas Andersen, Langbakgaard ved Hobro og hos Svend Hestbæk, Granly ved Aalestrup.

Tak til begge for en sjov og udbytterig dag.

Vi fik nogle gode optagelser og resultatet kan du se på vores hjemmeside www.bovicura.dk samt på vores Facebook profil.

 
 
Farvel og held og lykke med nyt job
Christina Zacho Rasmussen, der har arbejdet hos os de sidste par år, har fået arbejde tættere hendes bopæl ved Århus. Det betyder at, vi ved udgangen af september måned, desværre skal sige farvel.

Vi har været utroligt glade for Christina som kollega og som dyrlæge og kommer til at savne hende.
 
Barsel
Karina Berg og hendes mand Anders venter deres tredje barn til november og Karina går derfor på barsel i september.
Vi glæder os til at fortælle mere, når den lille ny kommer til verden.
 

Landmænd, dyrlæger og kvægrådgivere sammen på studierejse til Californien
Inden Coronas hærgen begyndte i USA, var Lau og Anne, sammen med 26 kvæginteresserede, på Road trip i Californien i 12 dage. De besøgte en række meget store malkekvægs- og slagtekalvebesætninger.
 

Rejsen, der var arrangeret i samarbejde mellem BoviCura og velas, bragte blandt andet gruppen til en slagtekalvebesætning med svimlende 120.000 slagtekalve. Amerikanerne kan godt lide ”Stort”.

Besøg på de amerikanske malkekvægsbesætninger var ligeledes en inspirerende oplevelse. Størrelsen varierede fra 1.000 – 5.000 køer.

De oplevede både imponerende bedrifter med høj dyrevelfærd, medarbejdertrivsel og god økonomi, men også bedrifter, hvor trivsel hos både mennesker og dyr blev nedprioriteret til fordel for low-cost mælkeproduktion.
I Bovilogisk august 2020 kan du læse meget mere om rejsen. Artiklen er skrevet af vores kollega og kvægdyrlæge Lau Ranch-Nielsen.





 
 
< Tilbage