Sommerens dyrskuer – nyt om salmonella og udstilling
Så er det lige om lidt, at sommerens dyrskuer starter. Det er altid en dejlig tid på året og en oplagt mulighed for land og by at mødes rundt om i det danske sommerland.
Nyt omkring Salmonella og udstilling
Hidtil har anbefalingen været, at dyr af malkekvægsrace skulle blodprøves inden skue, mens dyr af kødkvægsrace ikke skulle. Nu lyder anbefalingen fra Landbrug & Fødevarer Kvæg, at alle dyr blodprøves inden udstilling. Det er op til det enkelte skue at beslutte hvorvidt man vil følge denne anbefaling. Vi anbefaler derfor at du tjekker reglerne for netop dit lokale skue i god tid inden skuets afholdelse.
Nye regler omkring importerede dyr
Tidligere har det været muligt at udstille dyr, fra besætninger, som har importerede dyr til at gå. Dette bliver ændret fra og med 1. januar 2024. Herefter må bedrifter, som har importeret dyr fra højrisikolande efter den 1. juni 2023 ikke udstille på dyrskuer. Hvis der alligevel importeres dyr efter den 1. juni 2023 og der på et tidspunkt ønskes at udstille igen, så er dette tilladt 12 måneder efter de importerede dyr alle er afgået fra besætningen.
Hvad er et højrisiko-land?
Det er i princippet alle lande, med undtagelse af Sverige, Norge, Finland og Island.
Landene vurderes ud fra deres sundhedsstatus. Det er særligt sygdomme som BVD, Bluetongue, Kvægtuberkulose og IBR, som der er risiko for at indføre til Danmark ved import af dyr.
Vi støtter op om landets dyrskuer
I Dyrlæger & Ko vil vi meget gerne bidrage til at land og by kan mødes under festlige omstændigheder på landets dyrskuer. Vi mener, at disse er et positivt udstillingsvindue for dansk landbrug og derfor skal vi gøre hvad vi kan, for at vise erhvervet fra dets bedste side. Det gør vi bl.a. ved at vise sunde og flotte dyr og ved at sikre at dyrevelfærden er i orden. Det betyder blandt andet at vi ved en stor del af landets dyrskuer sørger for indsyning af dyr samt embedsdyrlægefunktionen under afholdelse. Mange steder støtter vi derudover med stand og sponsorat til ærespræmier og lignende.
Vi glæder os til at vi ses derude i det danske sommerland.