Rene robotter giver sunde køer
Af: Torben Bennedsgaard | Kvægdyrlæge | Bovicura | Udgivet i Magasinet Kvæg september 2024.
I en malkerobot malkes mange køer med det samme malkesæt mellem hver vask. Allerede efter malkning af tre køer når antallet af bakterier i malkekopperne et maksimum. Uden skyl og desinfektion er der derfor stor risiko for smitte. Alle robottyper laver en skylning af malkesættet efter hver malkning. Der findes dog også forskellige systemer til desinfektion.
Hos DeLaval VMS er det normalt med PeraDis systemet, der skyller med peroxidase, mens Lely har satset på damp til rengøring. Korrekt indstillet kan begge systemer sikre fuldstændig stop for smitte. Men korrekt indstilling og funktion er ikke nogen selvfølge. Selv efter et servicebesøg ser jeg ofte manglende desinfektion i form af ingen eller alt for lav dosering af Peradis eller damp.
Nykælver problemer
I en næsten nystartet VMS besætning var der problemer med mange nyinfektioner, især hos nykælverne. Allerede ved den første robot kunne jeg konstatere, at PeraDis systemet var indstillet til laveste anbefalede niveau 0,5. Et hurtigt tjek med et pH-meter viste næsten neutral pH, og der blev udtaget en svaber af malkekopperne til dyrkning. Derefter blev doseringen skruet op og en ny podning foretaget. Resultatet af dyrkningerne ses på billederne. Forskellen er markant.
Endnu værre blev det, da robotten, der malkede nykælverne, blev efterset. Også her var koncentrationen for lav. Langt værre var det dog, at dyserne, der skulle desinficere malkesættet, slet ikke sprøjtede op i malkekopperne. Resultatet var, at malkesættene kun blev skyllet med rent vand, og antallet af bakterier var skyhøjt.
Et hyppigt problem
Desværre er eksemplet ikke enestående. For lav dosering er mere reglen end undtagelsen. Andre problemer er defekte slanger, så desinfektionen ikke når frem, og ikke mindst, at tanken med PeraDis eller Astri-L er tom. Selv få timer uden desinfektion kan medføre betydelig smittespredning. Det er særligt slemt, hvis der er mange køer med kroniske infektioner med B-streptokokkker eller stafylokokker i besætningen. Også stalde, hvor der er fugtige båse eller beskidte patter, kan hurtigt resultere i massiv smitte af uberis, E. Coli og i værste fald Klebsiella.
Dyrkning bør være standard
Læser man servicemanualerne for installation af systemerne til desinfektion, vil man opdage, at det anbefales at svabre malkekopper, vaskekopper eller børster, når systemet er sat op. Det er kun resultatet af dyrkningen, der kan afgøre, om anlægget er indstillet korrekt. Derudover er det nødvendigt jævnligt at måle koncentrationen ved hver robot med pH-meter eller teststrips.
Men det er også nødvendigt at give sige tid til at iagttage malkningen af en eller flere køer i hver robot. Kun derved kan man afgøre, om systemet virker efter hensigten. Vaskes patterne? Rammer desinfektionen børster og malkekopper? Rammer pattesprayen patterne, og doseres der korrekt? Kun derved fanges fejl i tide.
Skum, Skum, Skum
Et andet sted, hvor det ofte halter, er den manuelle rengøring af robotterne. På DeLaval VMS kan der hurtigt dannes en slimet belægning på det gummigardin, som malkekopperne rammer ind på efter malkning. Også kameraarmen og armen til påsætning kan huse mange bakterier. Hos Lelys robotter er hele armen med malkekopperne i fare for at røre ved yveret ved påsætning.
Også undersiden af afdækningen af malkekopperne kan være en bakteriebombe. Den bedste løsning er, at der installeres en slange koblet til et skumanlæ g ved hver robot. Indskumning giver mulighed for at nedbryde den biofilm, der hurtigt dannes, når forurening og bakterier samler sig på robotten. Derefter kan robotten nemt rengøres med varmt vand og børste.
Pattespray på rette sted
I mange besætninger er pattesprayen indstillet forkert. Forskellige pattespray kræver forskellig indstilling af tryk og spraytid. I ældre robotter er præcisionen desuden dårlig. Hvis robotfirmaets produkter benyttes, findes der en tabel til indstilling. Ellers må man prøve sig frem. Det er derfor vigtigt at give sig tid til at iagttage, hvordan pattesprayen rammer. Optag gerne en video, og afspil den i slow motion. Overvej desuden at bruge laserguidning af spraydysen på ældre robotter, selv om det tager ekstra tid. På de nyeste robotter er det næsten altid indstillingen af tryk og tid, der giver problemer, mens præcisionen er blevet virkelig god.
Det virker
For flere år siden havde jeg mulighed for at køre et forsøg i en besætning med Lely robotter og problemer med B-streptokokker. Ved staren af forsøget var der problemer med både desinfektion af børster og malkesæt og dårlig præcision af pattespray.
Efter gentagne justeringer af desinfektionen og forbedring af pattespray var vi ikke i stand til at genfinde b-streptokokker på børster og pattekopper efter malkning af en smittet ko. Prøver taget med tre måneders mellemrum af alle besætningens køer viste desuden, at der ikke længere var smittespredning. Dette resultat ville faktisk være meget svært at opnå i en malkestald, da det sjældent er praktisk muligt at desinficere malkesættene i disse stalde.
________________________
Foto: Torben Bennedsgaard